Henrik Ibsens skrifter

Nærværende Digt er skre-
vet i Sommeren 1862 og første
Udgave udkom samme Aars Vin-
ter.

Men jeg begik den Fejl at
udgive Bogen i Norge. Baade
Tid og Sted var uheldigt valgt.

Digtet vakte en Storm af
Uvilje, voldsommere og mere ud-
bredt, end de fleste Bøger skal
kunne rose sig af i et Sam-
fund, hvis overvejende Flerhed
ellers betragter literære Anlig-
gender som sig saa temmelig
uvedkommende.

Modtagelsen overraskede
mig forøvrigt ikke. «Den sun-
de Realisme», som vi Normænd <...>
ialfald for Realismens om end
ikke for Sundhedens Vedkommen-
de, med Føje tør tillæg˹g˺e os, brin-
ger os ganske naturligt till i
det Bestaaende at se det Berettigede, ​
i Oppgavens Løsning at se dens Idé˹.˺ ,
Denne Betragtningsmaade skaber
et inderligt Velbefindende, men
just ikke saa megen Klarhed.

Da jeg nu i min Komedie
efter bedste Evne svang Pidsken
over Kjærlighederne og Ægteskaberne,
var det i sin Orden at de Mange
skreg paa Kjærlighedens og Ægte-
skabets Vegne. Den Tankens Tugt
og Dressur, som kræves for at begribe
Vildfarelsen, har Flertallet indenfor
˹vor˺ bogdømmende og læsende Almen-
hed kun ufuldstændigt gjennem-
gaaet. Det er imidlertid ikke min
Sag at give noget Kursus. Et
Forord er ingen ABC.

Till Danmark kom der i sin
Tid neppe synderlig flere Exempla-
rer af Digtet, end dem, der till-
stilledes de kjøbenhavnske Blade
till Anmeldelse.

For den Kritik, som dersteds
blev min Bog tilldel, har jeg over-
hovedet al Grund till at være
takknemmelig. Mangen Bemærk-
ning derfra har været vækkende
for mig, og naar jeg desuagtet, med
Undtagelse af nogle sproglige ​
Rettelser, lader denne nye Udgave
udkomme i uforandret Skikkelse,
saa sker det fordi jeg ved den
mellemliggende Tid og Udvikling
er kommen for langt bort fra
Digtet till at jeg s skulde kunne
haabe ved Ændringer hist og her
at kunne tillvejebringe nogen
organisk Forbedring af det, som
nu engang er og maa være
Kjernen i det Hele.

Enkelte lokale Hentydninger
vil maaske være uforstaaelige for
danske Læsere; men disse Hen-
tydninger ere ikke mange og
desuden uvæsenlige for Forstaael-
sen af Digtets Gang og Tanke.